Hvordan kontrollerer man sociale forhold hos en leverandør?

Det er et rigtigt godt spørgsmål,  og en ting er helt sikkert: Det er ikke nok at bede om en social audit rapport, og det er heller ikke nok at tro, at man kun skal kontrollere sociale forhold hos eksotiske leverandører.

Hvorfor er social audit rapporter ikke altid så meget værd?

Det er der faktisk flere grunde til.

For det første kan man sige: Skal man finde en eller anden form for tvangsarbejdere, finder man dem ikke ved at kigge i stakken af ansættelsesaftaler. Og det duer heller ikke at kontrollere antallet af medarbejdere og antallet af ansættelsesaftaler, for tangsarbejdere findes ikke officielt. Er der nu tale om et større antal medarbejdere på en virksomhed, kan det være uendeligt svært at se, om nogle af disse skulle være tvangsarbejdere, for man kan ikke se forskel, og man kan ikke bede alle medarbejdere på virksomheden om at stå stille, indtil man har fået talt dem alle sammen. Dertil kommer: Audits udføres altid efter aftale, så virksomheden har altså mulighed for at sikre, at nogle medarbejdere ikke møder på arbejde den eller de dag(e), og som regel kan de samtidig trække disse mennesker i løn for de dage, hvor de er tvunget til ikke at arbejde.

Men mindst lige så vigtigt er det, at en troværdig social audit kræver, at auditor har kendskab til de produkter og proesser, der findes på virksomheden. Hvis auditor eksempelvis ikke ved noget om produktion af metalstel – og ben til møbler, ved han eksempelvis nok ikke, at disse skal lakeres eller overfladebehandles på en eller anden måde. Og derfor leder han naturligvis ikke efter den afdeling, der står for det på virksomheden. Og det kunne godt tænkes at det netop var her, man kunne finde alle migrantarbejderne, fordi det kan være farligt arbejde, som kræver dyre værnemidler eller andet sikkerhedsudstyr.

Fortsætter man ad den vej, giver det også sig selv, at auditor ikke nødvendigvis er klar over, hvor mange dele, der hører til et færdigt produkt. Derfor kan auditor ikke gennemskue, hvilke dele, der ikke laves på den pågældende virksomhed, men købes fra andre, og auditor kan slet ikke gennemskue, om det eksempelvis er sådan, at dette r de farlige produktioner, produkter og processer, der er lagt ud til underleverandører. Det er nemlig en ret almindelig arbejdsmetode, som også trives i bedste velgående i lande som eksempelvis Danmark.

Vi har således set mange eksempler på, at de virksomheder, europæiske virksomheder handler med, er rene montagevirksomheder, hvor der altså ikke foregår nogen produktion. Det er typisk ikke noget, der angives i social audit rapporten, men man kan læse det mellem linierne ved at se på, hvilke maskiner og hvilket udstyr, virksomheden angives at have set i forhold til, hvad den reelt sælger eller har på lager.

Vi har også set uhyre mange eksempler på, at en social auditor helt afgjort ikke har vidst eller forstået, hvilke risici, der knyttede sig til en given produktion eller proces, og derfor ikke har vidst, hvilke sikkerhedsforanstaltninger, han skulle kigge efter. Derimod har han i sit standardark noteret, at der ikke var en brandslukker i et rum, hvor der ikke foregik nogen form for produktionsaktivitet.

ECOHouse har netop udarbejdet en vejledning til, hvordan man kan arbejde med validering af dokumentation for sociale forhold. Du kan bestille den ved at sende en mail til: magnus@ecohouse.dk