Kort før jul blev ECOHouse kontaktet af en af vores kunder, som havde fået tilsendt regninger for produktcertifikater fra en af deres leverandører. Produktcertifikaterne var udstedt af et stort, internationalt testlaboratorium og skulle angiveligt fornys hvert år.

Vi tillod os at sætte tre store, selvlysende spørgsmålstegn og gravede os ned i sagen, der viste sig at handle om et 400% hjemmestrikket tag-selv-bord.

Sagen er denne:

En virksomhed fremstiller eksempelvis kaffekopper i keramik. De får testet deres keramik og glasurer hos et testlaboratorium og kan så med god samvittighed udstede en såkaldt overensstemmelsesvurdering for produkter fremstillet af de testede materialer. Det vil sige: Man skal ikke have testet hvert produkt, man fremstiller af samme materiale og under rimeligt sammenlignelige vilkår til nogenlunde samme slutanvendelse. Til gengæld kan producenten (og altså ikke testlaboratoriet) udstede en såkaldt overensstemmelseserklæring, som er et lovpligtigt dokument for eksempelvis kaffekopper og drikkedunke og alle CE-mærkede produkter. Overensstemmelseserklæringen skal sendes videre til kunderne som dokumentation for, at produktet overholder relevant EU-lovgivning, og at dette i givet fald kan dokumenteres. Lovgivningen kender til gengæld ikke begrebet certifikat.

Det betyder med andre ord, at testlaboratoriet kun er inde i billedet, når virksomheden finder på at bruge nye materialer, eller det er lang tid siden, man sidst har fået testet sine materialer. Der er ikke nogle egentlige lovkrav til, hvor tit man skal teste de samme materialer, men det giver sig selv, at nogen materialer bør testes oftere end andre. Eksempelvis udvikler plast sig hele tiden, mens keramik i nogen grad vedbliver at være keramik.

Under alle omstændigheder: Lovgivningen har beskrevet systemet sådan: Producenten bestemmer, hvilke tests, der skal udføres. Testlaboratorierne tester og afleverer testrapporten til producenten. Producenten udsteder en overensstemmelseserklæring, som sendes til kunderne, mens testrapporterne sammen med anden dokumentation arkiveres, så producenten kan finde dem frem, hvis en myndighed skulle ønske at se dem. Og dette gøres vel at mærke ikke for hver enkelt produktion, men en gang for længere tid, så længe produkterne materialemæssigt er ens.

Men testlaboratorierne har fundet på noget nyt: Fordi mange små producenter ikke kender så meget til lovgivning og testning, er det testlaboratorierne, der reelt bestemmer, hvordan produktet testes. Og hvis producenten synes, det er for mange penge, er svaret altid, at alle de tests, testlaboratorierne har valgt, er mandatory.

Testlaboratorierne sender dernæst ikke testrapporterne til producenten, men derimod et hjemmestrikket certifikat, hvoraf det fremgår, at netop dette produkt (og altså ikke alle de andre ,der er materialemæssigt ens) er testet og har bestået en række test beskrevet i nogle standarder. Dette certifikat har man så besluttet at give en gyldighed for et år, og det skal altså fornys hvert år – ikke fordi man tester produktet igen, men fordi der tår på certifikatet, at det har en gyldighed af et år. Og hver eneste produktion skal oven i købet have sit eget certifikat.

Lad os bare gøre det klart: Sig nej tak til certifikater – det er dokumenter, der lovgivningsmæssigt slet ikke findes. Bed om testrapporten for den test, I har betalt for. Udsted en overensstemmelseserklæring, og gentag testen, når I mener, der er grund til det.