For ikke så lang tid siden faldt vi over et engangsmundbind, som blev solgt som værende bæredygtigt, fordi det kunne genbruges. Vi spurgte os selv, hvordan i alverden det nu kunne gå til og kontaktede fluks den danske leverandør. ”Jo,” svarede han, ”  der er mange måder, det kan gøres på.” ”Jamen,” spurgte vi, ” I må jo have en specifik metode i tankerne, siden I markedsfører mundbindet på, at det kan genbruges og dermed er bæredygtigt.”

Det viste sig, at det havde han sådan set ikke. Men han mente, at der var mange, uspecificerede muligheder og blev noget fortørnet, da vi bad ham nævne nogen af dem som dokumentation for hans anprisning af mundbindet som genbrugeligt. Han sendte så en testrapport (som han kaldte et godkendelsescertifikat) fra et testlaboratorium. Men det handlede om filtereffektivitet for medicinske mundbind, og altså ikke om genbrugelighed af medicinske engangsmundbind.

Det fortalte vi ham, og nu mente han godt nok, at vi var urimeligt besværlige og stillede det samme spørgsmål igen og igen, selv om han havde svaret os flere gange. Så han sendte os videre til producenten i Finland, fordi han vidste, at de kunne genbruge engangsmundbindene, og så skulle vi altså bare samle dem sammen efter brug og få dem sendt til Finland. Den finske producent startede med at informere os om, at EU’s kemikalieagentur har til huse i Finland. Det står os stadig ikke klart, hvad vi skulle bruge den oplysning til, og vi vidste det desforuden godt i forvejen, så vi skrev og forklarede producenten, at vi godt kendte kemikalieagenturets adresse, mens at vi stadig gerne ville vide, hvordan de ville genbruge de brugte engangsmundbind.

Her står sagen stadig, og den kommer nok ikke så meget videre, så lad os slå fast med syvtommersøm: Det er en mur-og nagelfast regel i den grønne markedsføring, at man kan dokumentere sine anprisninger. Og lover man, at et produkt kan genbruges, SKAL man kunne anvise en konkret metode, som rent faktisk eksisterer. En teoretisk betragtning om, at det måske kan gøres på et tidspunkt, hvis nogen finder på at sætte sig ned og tænke over det, er ikke nok.