COVID-19 er ikke beskrevet i nogen ISO-standarder, og derfor har det været ganske interessant at se, hvordan forskellige certificerende organer har grebet situationen an. For heller ikke her, er der tale om nogen form for tydelig standardisering.
De fleste certificerende organer har besluttet at bruge remote audits på nettet, men et enkelt mener at kunne læse reglerne sådan, at det betyder, at man kun kan udstede certifikater med en gyldighed af 6 måneder, hvorefter der SKAL foretages et fysisk besøg. Vi har forgæves spurgt det relevante certificerende organ, hvor de finder disse bestemmelser, men svaret blafrer i vinden, ligesom det ikke har været muligt for os at få svar på, hvordan dette certificerende organ vil sikre, at en pandemi kun varer 6 måneder, så det overhovedet er muligt og forsvarligt at foretage fysisk besøg efter 6 måneder.
Samme certificerende organ, som er pæredansk, har i øvrigt hele vejen under pandemien fastholdt, at man gerne tog ud på fysiske audits, men at man accepterede det – med 6-måneders kravet – hvis kunden ønskede en online audit. Man har godt nok ikke orienteret kunderne om, at man havde denne mulighed, så derfor er der jo en del kunder, der har troet, at de var nødt til at lukke auditorerne ind på virksomheden. Til gengæld har man undladt at udarbejde risikovurderinger for egne medarbejdere, ligesom der ikke findes skyggen af retniningslinier for medarbejdernes arbejde hos kunderne – med andre ord klare overtrædelser af de retningslinier, der er meldt ud fra diverse myndigheder . Og oven i købet overtrædelser af retningslinier, man ikke har sat sig ind i eller kender til. Ganske godt gået af et certificerende organ, der bl.a certificerer arbejdsmiljøsystemer!
På området EN 1090 (bygningsstål) er situationen helt absurd. Et dansk certificerende organ har meddelt, at det er i mod reglerne at bruge online audits overhovedet. Et andet certificerende organ påstår lige så stædigt, at en online audit SKAL følges af et fysisk værkstedsbesøg, hvorfor de kræver at komme ind på de danske smedevirksomheder i januar og februar 2021 trods den aktuelle smittesituation.
Og endelig er der en hel del certificerende organer, der mener, at også de er omfattet af myndighedernes retningslinier og vejledning i denne situation, og at COVID-19 faktisk er beskrevet i relevante standarder under afsnittet om force majeure.